JEG TILBYDER

Mine mange års erfaring indenfor


Samtale - Terapi

Terapi med voksne, børn og unge samt kriseterapi - feks. i forbindelse med lægehenvisning og sygesikring Få skabt ny forståelse og mere hensigtsmæssige handlemuligheder i livet

Supervision - Plejeforældre

Det er min erfaring, at mange plejefamilier er mere trygge ved en ekstern supervisor, som ikke samtidig har en kommunal kontrolfunktion med sig i samarbejdet.

Supervision andre

Personale på opholdssteder, psykologer med henblik på at opnå autorisation eller faglig udvikling samt sagsbehandlere, pædagoger, lærere og andre fagpersoner med behandlingsarbejde.

MIT UDGANGSPUNKT


About Us

Jeg ser mennesket ud fra en psykodynamiske synsvinkel. Vores psyke og personlighed er skabt på baggrund af flere faktorer i vores liv: Vores medfødte genetiske baggrund, vores kulturelle baggrund og vores helt personlige erfaring i forbindelse med opvækst og forhold til de nære omgivelser.
Dette betyder, at jeg opfatter den menneskelige psyke som et resultat - et kompliceret samspil mellem flere mere eller mindre forskellige eller modsatrettede kræfter. Ønsker, behov, traumer, skuffelser, glæder, svigt osv.
I nogle tilfælde skaber disse indre konflikter så store problemer for den enkelte, at hans eller hendes livsudfoldelse hæmmes eller skades.

Når jeg arbejder sammen med voksne klienter, går vi på opdagelse i det indre psykiske landskab, for at forstå og for at kunne udrede disse konflikter. Opnår klienten en dybere forståelse for sine dilemmaer, vil der ofte åbne sig muligheder for at vælge alternative måder at tackle livet på.

I mit terapeutiske arbejde med traumer, er jeg bla. inspireret af Peter Levine (Læs feks.: ”Væk Tigeren” af Peter Levine). Generelt er mit metodevalg pragmatisk. Dvs. at jeg vælger den terapeutiske model, som jeg finder bedst i forhold til den enkelte klient.

I mit terapeutiske arbejde med børn, er jeg meget varsom med at konfrontere barnet med dets traumer, da dette ofte reaktiverer traumerne, og dermed af barnet opleves som nye overgreb. Det er relationen mellem barnet og terapeuten, der er den centrale dynamo i den terapeutiske proces. Tillid og tryghed danner afsæt for den ”opdagelsesrejse” barnet og jeg, gennem leg, tegning og evt. ord, i fællesskab og i barnets eget tempo, tager på.

På baggrund af mine mange års erfaring med børn og unge, er det naturligt for mig at prioritere supervision højt. Jeg synes, at det er spændende og udviklende at samarbejde med plejefamilier, lærere, pædagoger, sagsbehandlere og psykologer, og at være medvirkende til den faglige udvikling, som supervisionen tager sigte på.

Priser og honorarer


Til hver samtale er afsat 1 hel time

Under Sygesikringordningen er egenbetalingen pr. samtale i øjeblikket:

  • Første samtale: kr. 393-
  • Efterfølgende samtaler: kr. 328,-

Er du medlem af Sygeforsikringen ”danmark” kan du få tilskud.

Uden henvisning udgør betalingen pr. samtale: kr. 1.025,-

Supervision

Honoraret i forbindelse med supervision afhænger af antallet af supervisander.

  • 1 person pr. time: kr. 1.025,-
  • 2 eller flere personer pr. time: kr. 1.350,-

I forbindelse med kørsel beregnes der kr. 1.025,- pr. kørte time og kørepenge efter statens takst.

Afbud skal meddeles telefonisk inden kl. 12 dagen før.

Ved afbud samme dag eller ved udeblivelse opkræves det fulde aftalte beløb.

Medlem af Dansk Psykologforening   Overenskomst med sygesikringen

Sygesikringsordningen


Mulighed for tilskud

Da jeg har overenskomst med Den offentlige Sygesikring ydes der tilskud til samtalerne hvis du har en henvisning fra egen læge til psykologbistand. Under Sygesikringsordningen er der mulighed for at få op til 12 samtaler hos en psykolog, hvis der er tale om en hændelse inde for følgende områder:

  • Røveri-, volds- og voldtægtsofre.
  • Trafik- og ulykkesofre.
  • Pårørende til alvorligt psykisk syge personer.
  • Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom.
  • Pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom.
  • Pårørende ved dødsfald.
  • Personer, der har forsøgt selvmord.
  • Kvinder der, som følge af misdannelser el. lign. ved barnet, får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.
  • Personer der inden deres 18. år har været udsat for seksuelle overgreb.
  • Personer over 18 år, der lider af lettere eller middelsvære depressioner. Lægen kan henvise mere end een gang.
  • Personer mellem 18 og 38 år med let til moderat angst/OCD. Lægen kan henvise mere end een gang.

MIN BAGGRUND

Teoretisk og praktisk ståsted


Min uddannelsesbaggrund
  • Cand. psych. fra Københavns Universitet i januar 1979
  • Toårig efteruddannelse som klinisk psykolog 1983
  • Autoriseret psykolog af Psykolognævnet under Socialministeriet 1994
  • Godkendt specialist og supervisor i psykoterapi af Dansk Psykologforening 1995
  • Egen psykologpraksis i Vordingborg siden 1998
  • Godkendt aftale med Sygesikringen 1999
  • Tilknyttet Forsvarets psykolognetværk 2000
  • Løbende efteruddannelse, kurser og supervisionsforløb inden for fx psykoterapi, traumebehandling m.v.

Frem til 1998 har jeg arbejdet i kommunalt regi inden for børn- og ungeområdet. I de 19 år har jeg tilegnet mig erfaringer inden for områderne:

  • Psykologiske undersøgelser og udredninger af børn og unge.
  • Behandlingsopgaver i forbindelse med børn, unge og deres forældre.
  • Rådgivnings- og konsulentbistand til lærere, pædagoger og sagsbehandlere i forbindelse med børnesager.
  • Rådgivning og supervision til plejefamilier og opholdssteder for børn og unge.
I 1998 etablerede jeg mig som selvstændig privatpraktiserende psykolog her i Vordingborg. Mine kerneydelsesområder er fortsat inden for børn og unge, men efterhånden også mange opgaver på voksenområdet.

Som autoriseret psykolog og medlem af Dansk Psykologforening er jeg underlagt Psykologloven, hvilket betyder, at jeg har tavshedspligt og arbejder efter særlige etiske regler.